2016 var et investerings- og konsolideringsår for AltaPay

København, 5. Maj ---- Mere end en fordobling af medarbejderantallet, store investeringer i teknologi og en 50% stigning i antal af transaktioner er resultatet af året 2016 for AltaPay, en global leverandør af betalingsløsninger. Ifølge AltaPays administrerende direktør, Christian Rasmussen, er virksomheden nu for alvor rustet til at vækste i de kommende år.

"Det er gået virkelig stærkt i 2016. Vi er vokset fra 14 til 35 ansatte, og der er lagt mange kræfter i at lande nogle betydningsfulde kunder. Samtidig har vi oplevet en stigende konkurrence på betalingsmarkedet, hvilket har presset priserne, og vi har måtte løbe ekstra stærkt for både at servicere eksisterende kunder, skaffe nye kunder og udvikle på vores produkt. Men det har været det hele værd, og nu er vi klar ti at sætte fuld blus under vækstkedlerne," siger Christian Rasmussen.

Partnerskaber åbner op for nye markeder og vækstmuligheder

AltaPays vækststrategi handler både om etableringen af nye partnerskaber samt opkøb af virksomheder inden for betalingsbranchen. Et eksempel på dette er det nye partnerskab med IPS, som gør AltaPay i stand til at levere en fuldt integreret omnichannel betalingsløsning, hvor online- og offline-handel integreres i et system. En løsning som mange retailvirksomheder har efterspurgt.

"Vores omnichannelløsning gør det muligt for virksomheder at få et samlet overblik over alle transaktioner, både online og offline, på tværs af landegrænser, i realtid og direkte integreret i deres eget økonomisystem. Det er en unik løsning, som vi selv og vores kunder har meget store forventninger til," siger adm. direktør Christian Rasmussen, der bestemt heller ikke vil udelukke at opkøb af andre virksomheder kan være nøglen til fornyet vækst for AltaPay i 2017.

Fornyet optimisme trods fald i omsætning

2016 har været et år præget af investeringer i både medarbejdere og udvikling af den vigtige it- platform. Forretningen er udvidet, antal af transaktioner som AltaPay processer for kunder som Kate Spade, Laura Ashley, WhiteAway/Skousen er steget med mere end 50%. AltaPay har vundet markedsandele og har alene de sidste tre måneder af 2016 fået kunder ind, som yderligere styrker transaktionsvolumen i 2017.

Trods den større volumen i antallet af transaktioner, så er omsætningen dog faldet fra 32,8 mio. kr. i 2015 til 28,9 mio. kr. i 2016. Et fald på 9,5%. Forklaringen på dette er, at der er sket et markant fald i marginalerne på transaktioner som følge af øget konkurrence på markedet.

Selvom faldet er stoppet, så er omsætningen faldet og i kombination med planlagte større omkostninger som følge af massive investeringer i organisation og it-platform, betyder det, at det samlede resultat for året ender med et minus på -4,1 mio. kr.

Ifølge den administrerende direktør kommer 2016-resultatet ikke til at lægge låg på forventningerne til 2017.

"Forventningerne til 2017 er gode, hvilket ikke mindst skyldes vores nye strategiske partnerskab med IPS, der gør AltaPays betalingsløsning endnu mere attraktiv. AltaPay er desuden klar til at øge væksten via strategiske opkøb for at nå de ambitiøse vækstplaner og dermed realisere en omsætning på omkring 300 mio. kr. i 2020," slutter Christian Rasmussen.



For more information please contact:
Jie Chen
Marketing Direktør
+ 45 23 89 60 71
jc@altapay.com